Er din cykel dækket af forsikringen?

Mange indboforsikringer dækker din cykel. Men kun mod tyveri, kun hvis du har styr på stelnummeret, og kun hvis den var aflåst, da den blev stjålet.

Danskerne elsker at cykle og for flere og flere er cyklen en hobby og et symbol på en livsstil, ikke bare et transportmiddel, der bringer os fra A til B.

Derfor bruger vi, ud over tid i sadlen, også mange penge på at købe den helt rigtige cykel, der passer til vores behov og selvopfattelse

– om det er den spritlækre og dyre racer, der for nogle har erstattet ’midlife crisis Porschen’, eller den trendy og rummelige ladcykel, til den velstående men bæredygtige børnefamilie.

Om og hvordan din cykel er dækket af din indboforsikring afhænger af, hvilket selskab du er kunde hos. Derfor skal du altid tjekke betingelserne, for at være helt sikker.

Bor din cykel trygt indenfor? Ellers er den et nemt offer

Med mindre man – som mange cykelentusiaster faktisk gør – bærer sin cykel med sig op på kontoret, for at kunne beskytte den mod vind, vejr og bad guys, er man i risikogruppen for at blive offer for en cykelttyv, hvis man har en af de bedre cykler.

Ifølge Danmarks Statistik blev der anmeldt cirka 50.000 cykeltyverier i Danmark i 2017 (dertil kommer alle dem, der ikke blev anmeldt, fordi det ikke kunne betale sig, at forsøge at få dem erstattet af forsikringen).

De fine cykler er ofte mål for mere eller mindre organiserede cykeltyverier – vi har alle hørt om tyveknægte der huserer i de større byer i varevogne, og bevæbnet med en boltsaks klipper hele stativer med cykler og stikker af med dem. Og så er der de mere simple cykeltyverier, som rammer hvor som helst og når som helst.

Er din cykel dyrere, end forsikringsdækningen?

Hvis du har en lidt dyrere cykel, skal du være opmærksom på, om den dækning, der er inkluderet i din indboforsikring, er høj nok – alle forsikringsselskaber har en øvre grænse for, hvad de vil udbetale i erstatning. Hvis du er én af dem, der er hoppet med på cykelbølgen de seneste år, og har investeret i en lækker cykel, kan det godt betale sig at undersøge om og hvor meget dit forsikringsselskab vil dække, hvis din cykel bliver stjålet.

Sådan dækker indboforsikringen (sandsynligvis) din cykel:

  • Hvis du har cykeldækning inkluderet i indboforsikringen, vil den oftest ligge mellem 13.000 og 16.000 kroner per cykel i husstanden per gang (per tyveri), afhængigt af, hvilket selskab man er kunde hos. Det er den dækning, de fleste forsikringskunder nøjes med, viser Comparos tal.

  • De fleste selskaber tilbyder tillægsdækninger til cykler. Den skal man tegne, hvis man vil have fuld erstatning for en cykel der er dyrere at erstatte fra ny, end standarddækningen giver mulighed for. Husk, at erstatningen for en cykel udregnes efter hvad afskrivningen er – altså hvor meget dit selskab vurderer, at cyklen har tabt i værdi, siden du købte den, på det tidspunkt den blev stjålet. Dit selskab har skrevet afskrivningstabeller ind i dine forsikringsbetingelser.

  • Enkelte selskaber tilbyder kaskodækning til cykler. Det fungerer ligesom kaskoforsikringen på din bil, og betyder, at du kan få dækket skader på din cykel, som du selv eller ukendte personer er skyld i.

  • Vær opmærksom på, at enkelte selskaber slet ikke dækker cykler som standard i indboforsikringen, og her skal man tegne det som tilvalg.

Så hvad hvis din cykel bliver skadet, i stedet for stjålet?

I forbindelse med et uheld

Hvis du har været involveret i et uheld, hvor andre personer var involveret, vil deres ansvarsforsikring dække skader på dig og din cykel, hvis de har erstatningspligt – altså hvis de i henhold til dansk lovgivning kan dømmes til at betale dig erstatning, fordi uheldet var deres skyld.

Den person, der har erstatningspligt over for dig, vil skulle til lommerne, ligegyldigt om de er forsikret eller ej. Men de fleste mennesker har en indboforsikring, og med en indboforsikring følger altid en såkaldt ”privat ansvarsforsikring” der dækker skader, de er skyld i. Hvis det er en bil, der har påført dig skaden, er det bilejeren lovpligtige ansvarsforsikring, som dækker erstatningen for dig og din cykel

Solouheld

Hvis du selv er skyld i et uheld, eller hvis der ikke er andre mennesker involveret i skaden – det kan være den er blevet skadet, mens den holdt parkeret på gaden – er skader på din cykel ikke dækket. Hvis du vil have din cykel dækket for andet end tyveri, skal du tegne en kaskoforsikring.

Hvis du vælter på din cykel og selv kommer til skade, er det i øvrigt din ulykkesforsikring der dækker – hvordan og med hvor meget afhænger af, hvordan du er dækket, så det skal du undersøge ved at kigge i dine forsikringsbetingelser og din police. Hvis du har brug for behandling i forbindelse med en skade, ud over hvad det offentlige sundhedssystem tilbyder, er det din sundhedsforsikring der skal i spil.