Hvad er en indboforsikring?

En indboforsikring dækker populært sagt alt det, der falder ud af dit hus, hvis du tager taget af, og vender det på hovedet. Det vil sige møbler, tøj, køkkenting ure, briller og almindelige cykler.

Stue med malerier og musikanlæg

Fastmontererede møbler – typisk skabe, reoler og hylder – er ikke dækket af din indboforsikring, men derimod af din husforsikring. Det der står på hylderne i skabe og reoler er dækket af indboforsikringen – fordi det ville falde ud, hvad man vendte huset på hovedet! Din indboforsikring dækker også de ting du har stående ude i haven og på altanen.

I princippet dækker din indboforsikring også smykker, elektronik og kunst. Men du skal være opmærksom på, at mange forsikrings-selskaber har særlige regler for, hvor stor en værdi de vil dække i de kategorier, selskaberne betegner som ”særligt indbo”.

Din indboforsikring dækker skader på din primære folkeregisteradresse. Den dækker også de ting du har med i dit sommerhus, og tager med hjem igen, men ikke de ting  hører til i dit sommerhus.

Din indboforsikring dækker også dine ting, når du har dem med i bilen eller på båden, og det du har med hjemmefra, når du er ude at rejse.

Har du allerede en indboforsikring uden at vide det?

Nej. Dit indbo er ikke dækket af andre forsikringer end en egentlig indboforsikring. Men ting i din bolig som er fastmonteret til væggene – typisk skabe, reoler og hylder – er dækket af din husforsikring.

Hvornår har du brug for en indboforsikring?

Du skal bruge din indboforsikring når der sker skader på dine ting, eller du eller din familie er skyld i skade på andres ting. Sker der skader på dig selv, er det din ulykkesforsikring eller sundhedsforsikring der dækker. Skader på eksempelvis bil, båd eller selve huset, er det henholdsvis bil-, båd-, og husforsikringen der dækker.

Din forsikring dækker typisk det beløb det koster at få genstanden repareret eller erstattet. Erstatningen kan enten være hvad det koster at købe en ny, eller den værdi, tingen vurderes til at have haft, da ulykken skete. Det beløb du får fra forsikringen bliver fratrukket det beløb du har som selvrisiko.

svævende tekande der hælder te i tastatur

Så hvis du ødelægger din et år gamle iPhone 7, og har en selvrisiko på 1.500 kroner, kan regnestykket se sådan ud:

iPhone 7 nyværdi

7000 kr

Nuværende værdi med et års slitage fratrukket

5000 kr

5.000 kroner minus selvrisiko på 1.500

3500 kr

Bemærk: Dette er et teoretisk eksempel. Det er meget forskelligt hvordan forsikringsselskaberne regner sig frem til en tings værdi.

Vær opmærksom på, at det faktum at du bruger din forsikring til at dække udgiften til at betale for at dække skaden, kan få dit forsikringsselskab til at sætte prisen op på din forsikring. Så ved mindre skader, kan det ofte bedre betale sig ikke at involvere forsikringsselskabet.

1. Når du volder skade på egne ting

Hvis du ødelægger en eller flere af dine egne ting ved et uheld, dækker din forsikring typisk det beløb det koster at få tingen repareret eller helt eller delvist erstattet. Dit forsikringsselskab kan nægte at udbetale erstatning, hvis selskabet ikke tror på, at der er tale om et uheld.

2. Når du volder skade på andres ting

Hvis du kommer til at ødelægge andres ting – deres briller, deres møbler eller deres tøj – dækker din indboforsikring deres udgifter til at reparere eller erstatte det du har ødelagt. Dit forsikringsselskab aftaler med den person, der skal have erstatningen, hvordan og hvor meget der erstattes.

3: Når andre volder skade på dine ting

Hvis andre ødelægger ting i dit hjem, er det spørgsmålet om, om du selv har inviteret dem eller ej, der afgør, om forsikringen dækker skader de er skyld i. Vi kan kalde det vampyr-reglen: Hvis du har inviteret en person ind i dit hjem, har du også accepteret risikoen ved at de er der, og kan komme til at ødelægge dine ting. Det vil sige, at hvis dine gæster baldrer en skål eller spilder et glas rødvin, er det ikke din forsikring der dækker – det er deres.

Hvis dine ting bliver ødelagt af personer der er i dit hjem uden at være inviteret, så betragtes skaden som hærværk, og så dækker dit forsikringsselskab.

Hvem er dækket af en indboforsikring?

Din indboforsikring dækker din husstand – altså de mennesker der har folkeregisteradresse sammen med dig, og er i familie med dig. Tjek forsikringsbetingelserne for at finde ud af, præcist hvordan du er dækket.

Har du børn?
Dit barn er dækket af din indboforsikring, så længe det deler folkeregisteradresse med dig.
Hvis dine børn under 18 er udeboende – hvis de for eksempel bor på en skole – er de også dækket af forsikringen.
Børn, der er flyttet hjemmefra, er typisk dækket af familiens indboforsikring indtil de fylder 20 eller 21 år. I de fleste tilfælde er et udeboende, myndigt barn dog kun dækket, så længe det bor alene.
Også her er det meget vigtigt at tjekke hvilke betingelser der gælder i dit forsikringsselskab.

Har du en lejer?
Din indboforsikring dækker ikke en lejers personlige ting. Møbler der står på et værelse som du udlejer, dækkes af din indboforsikring, hvis du kan dokumentere at du ejer dem. Ellers er det lejerens egen forsikring der skal dække.

Hvad skal du være opmærksom på?

Sæt ikke gang i reparation eller indkøb uden godkendelse

Hvis du skal have repareret eller erstattet noget, som din indboforsikring skal dække, skal du sørge for at få godkendt din løsning – hvem der skal reparere, eller hvad du må købe som erstatning – af dit forsikringsselskab, før du sætter gang i arbejde eller indkøb. Ellers kan du risikere at forsikringsselskabet ikke vil betale.

Fritidshus

Din indboforsikring dækker indbo på din primære folkeregisteradresse, og som udgangspunkt ikke indbo i dit sommerhus. Ting som du tager med frem og tilbage mellem dine boliger – som for eksempel telefoner, laptops og tøj – er som regel dækket af din almindelige indboforsikring. Tjek dine forsikringsbetingelser for at se, hvad der gælder for dig. Hvis du har et sommerhus, skal du tegne en separat forsikring på indbo og bygning – det kaldes en fritidshusforsikring.

Husk at fortælle, hvis du får ny adresse

Hvis du flytter skal du huske at fortælle det til dit forsikringsselskab. Hvis dit forsikringsselskab ikke har registreret din nye adresse i forsikringsaftalen, dækker forsikringen ikke. Bemærk at det ikke er nok, at selskabet ændrer din faktureringsadresse (den de sender post til dig på): Det er den adresse der i forsikringsaftalen står opført som din bopæl, som din indboforsikring dækker.

Din alder

Mange forsikringsselskaber tilbyder lidt billigere forsikringer på til unge mennesker. På den måde kan du, hvis du for eksempel er studerende, slippe for at lægge hele SUen, for at passe på dit skrivebord og din computer.

Dine hobbyer

Hvis du har en hobby der kræver noget lækkert udstyr, skal du være opmærksom på, at dit luksusgrej ikke nødvendigvis er dækket af den almindelige forsikring (se også afsnittet ”Særligt indbo”). Din dyre cykel, dit fotoudstyr og din uvurderlige samling af tibetanske spydspidser fra Djenghis Khans regeringsperiode skal du hos langt de fleste forsikringsselskaber have en tillægsforsikring på.

Beruselse

Som for alle andre typer forsikringer, gælder det også for indboforsikringen, at skader du eller dine gæster er skyld i, mens I er stærkt overrislede, ikke dækkes af forsikringen. Forsikringsbetingelserne vil stort set altid indeholde en paragraf om, at du skal være i besiddelse af din sunde dømmekraft, når der sker noget, som du senere har brug for forsikringens hjælp til at komme ud af. Og hvis du var meget fuld, vil selskabet kunne vurdere at du ikke var tilstrækkeligt omhyggelig med at passe på dine ting.

Din bil

Det er din bilforsikring der dækker, hvis der sker noget med bilen. Hvis du har indbo med i bilen, for eksempel en telefon eller en computer, og det bliver stjålet fra bilen, dækker din indboforsikring. Vær dog opmærksom på, at de ting du vil have dækket ikke må have været synlige udefra bilen, hvis forsikringen skal dække – din telefon må ikke ligge på sædet, men skal ind i handskerummet. Din computer skal typisk om i det aflåste bagagerum, osv. Du skal tjekke dine forsikringsbetingelser for at finde ud af, hvad der gælder for dig.

Hvis tingene i stedet bliver ødelagt i forbindelse med et biluheld, dækkes det af bilforsikringen. Hvis du lejer eller leaser en bil, er det udlejningsfirmaets bilforsikring der dækker problemer med bilen.

Hvad skal du være opmærksom på?

I princippet dækker din indboforsikring også smykker, elektronik og kunst. Men du skal være opmærksom på, at mange forsikringsselskaber har særlige regler for, hvor stor en værdi de vil dække i de kategorier, selskaberne betegner som ”særligt indbo”.

Du kan risikere, at dit forsikringsselskab kun dækker for eksempel elektronik svarende til op til 10% af de samlede værdier, der udgør dit indbo. Det samme gælder smykker, eller samlinger af eksempelvis vin eller keramik. Og en dyr cykel skal du også tegne en særlig forsikring for.

Så hvis du har forsikret dit indbo for 400.000 kroner, er du måske kun dækket for 40.000 kroner indenfor en given kategori – eksempelvis elektronik. Det betyder, at hvis en tyv stjæler dit spritnye 60 tommers smart tv, dit lækre sound system, jeres fire iPhones, tre iPads og den stationære Mac – ja, så kan du max få 40.000 til at købe nyt for…

Du skal desuden huske på, at hvis din elektronik er over et år gammelt, vil forsikringsselskabet vurdere dens værdi til at være lavere, end den værdi den havde, da du købte den – og dermed den pris det vil koste dig, at erstatte den med en ny.

Og så skal du være opmærksom på, at hvis dit ”særlige indbo” står i en kælder, der ikke er godkendt til beboelse, eller en garage, et udhus eller skur, så dækker din forsikring slet ikke!

Dyre armbåndsure