I forbindelse med at vi tager hul på et helt nyt kapitel, er tiden kommet til at lukke ned for det gamle Comparo – det vil sige den prissammenligner til bilforsikringer, som mange danskere har haft glæde af, siden 2013.

app-skærm med vælg forsikring
app store download button
google play download button

I 2016 besluttede Comparo at sadle om. Det førte til, at vi i slutningen af 2017 kunne lancere det, vi tror, er fremtiden for det danske forsikringsmarked: En app, der digitaliserer hele forsikringsoplevelsen for brugerne.

Det gør den, ved at være det sted, man får og bevarer overblikket over, hvordan man er forsikret, ligegyldigt hvilke selskaber, man er kunde hos. Og ved at være stedet, man nemt kan indhente og acceptere sammenlignelige tilbud på sine forsikringer fra, uden at blive ringet op af en masse sælgere.

Læs mere om appen her:

Comparos nye app – dine forsikringer, lige ved hånden
Læs mere om appen her

Vi lukker ned for prissammenligneren på bilforsikringer af to årsager:

1. Den praktiske

Der skal en del ressourcer til at holde prissammenligneren ved lige, og dem vil vi hellere bruge på vores nye app.

2. Den strategiske

Prissammenligningstjenesten har bestemt haft sin berettigelse – den har givet et overordnet billede af, hvad man skal betale for en bilforsikring, og skaffet mange brugere både billigere forsikringer, og redskaber til at forhandle med deres forsikringsselskaber, om priser på bilforsikringer.

Flere hundrede tusinde søgninger har vi haft på websitet siden starten i 2013 –  det er trods alt en del, for et dansk website.

Muligheden for at kunne sammenligne priser, har været en stor fordel for forbrugerne. Forsikringsmarkedet er, som de fleste vist har oplevet, præget af uigennemsigtighed – det er meget svært for forbrugere at sammenligne produkter og priser, og tage beslutninger om, hvilke selskaber man ønsker at være kunde hos.

En prissammenligningstjeneste som Comparo har været med til at synliggøre prisforskellene, for den enkelte kunde.

Comparo fra prissammenligner til app

Listepriser er ikke hele billedet

Men resultaterne i prissammenligningen har ikke været hele billedet: For den måde, Comparo har kunnet vise priser på, har været ved at trække priser direkte fra de enkelte forsikringsselskabers hjemmesider, baseret på de søgninger, brugerne foretog på comparo.dk.

De priser, vi har kunnet vise brugerne, har været de såkaldte ”listepriser” – standardpriser, for den forsikring der er tale om, ud fra overordnede oplysninger om bilen og bilens ejer. Imidlertid er listepriser stort set aldrig den pris, en kunde ender med at betale for sine forsikringer – forsikringsbranchen opererer i ekstremt høj grad med tilbud, rabatter, særpriser, kampagner og så videre, og tilbyder meget forskellige priser fra kunde til kunde, og fra måned til måned.

Så det, brugerne har fået ud af at bruge prissammenligneren, har været en indikation på, hvilket selskab, der har kunnet tilbyde dem hvilken pris. Og det kan man sagtens bruge til noget. Det er bare ikke hele billedet.

Gennemsigtighed er nøglen

Ingen tvivl om, at der er brug for gennemsigtighed på forsikringsmarkedet. Selskaberne nyder i dag godt af, at forbrugerne ikke orker at prøve at skabe sig et overblik over de produkter, der er på hylderne – de cirka 70 forskellige forsikringsselskaber i Danmark opererer alle sammen med hver deres version af for eksempel en indboforsikring.

Gennemsigtighed på pris er imidlertid ikke nok: Det er nødvendigt, at sammenligne både pris og dækning, og det er også en god idé, for eksempel at tjekke, hvordan det forsikringsselskab man vælger, klarer sig i ankeklagenævnet.

Og det er med til at besværliggøre processen, at de færreste forbrugere faktisk er klar over, hvad de forsikringer de allerede har, dækker – hvis man ikke ved, hvad man har, er det jo svært at sammenligne det med det, man får tilbudt.

Prisen er ikke alt

Et reelt problem med prissammenligningstjenester er nemlig, at de driver fokus ét sted hen: På prisen. Og pris er som bekendt ikke alt, når man køber ind. Det er faktisk ligegyldigt, om man køber en kylling, en computer, et hotelværelse eller en bilforsikring.

Prisen betyder noget, men for den gennemsnitlige forbruger er der oftest også mange andre parametre, der spiller ind: Er kyllingen økologisk? Har computeren et ordentligt grafikkort? Ligger hotelværelset det rigtige sted? Dækker forsikringsselskabet uden bøvl?

For den enkelte forsikringskunde handler det om, at finde det produkt, der leverer den balance mellem dækning, pris og skadesservice, som kunden forventer at få, og vil betale for. Det er, når alt går op i en højere enhed, at man bliver tilfreds.

Hvordan løser en app behovet?

Det er derfor vi tror på vores nye app: Brugerne kan lægge deres forsikringspolicer ind i appen, ligegyldigt hvilket selskab, de er kunde hos. Det er i sig selv en stor forbedring at have sine forsikringer samlet på telefonen, som man alligevel bruger til resten af sit liv.

Overblik

Når policerne ligger i appen, har man et hurtigt overblik over de væsentligste informationer:

  • Hvilke forsikringer man har

  • Hvad man betaler for dem

  • Hurtigt overblik hvilke dækninger man har

  • Og PDFen med det med småt – alle betingelserne, så man dykke ned og se præcist hvad der gælder

Man kan også hente de policer, ens samlever måtte have tegnet, så alle familiens policer er samlet det samme sted, og alle har adgang til dem.

Tilbud
Udstyret med et forkromet overblik over hvad man har, kan man nu indhente tilbud på en, flere eller alle de forsikringer man har i forvejen, og på nye typer. Når man beder om tilbud på forsikringer, baseret på de policer man har i forvejen, så får man tilbud der er direkte sammenlignelige.

Man får dem direkte i appen og kan i ro og mag sammenligne – og hvis man får et tilbud der er så godt at man vil tage imod det, siger man også bare ”ja tak” i appen.
Det er kun de forsikringsselskaber, Comparo samarbejder med, der kan give tilbud. Og selskaberne må kun kontakte brugere, de har stillet et tilbud, og kun når brugeren selv aktivt har bedt om at blive kontaktet, i forbindelse med tilbudsafgivningen.

Dermed løser vi en anden af de store forhindringer der er for konkurrence og mobilitet på forsikringsmarkedet: For hvis der er noget folk er trætte af, så er det at blive kimet ned af telefonsælgere, bare fordi de stak næsen frem og bad om en pris.

Det korte af det lange

Rene prissammenligninger er ikke en løsning på særligt meget. Det er overblik, gennemskuelighed og sammenligningsgrundlag derimod – og derfor har vi nu, med appen, koncentrerer os om at give vores brugere et væsentligt mere nuanceret værktøj at vælge forsikringer med.

Ha’ en god dag – og husk at skrive til os, hvis du har gode idéer til, hvordan vi bliver bedre, på info@comparo.dk
Morten

Comparo – dine forsikringer, lige ved hånden