Brugeraftale, Comparo A/S

End User License Agreement (EULA)

Brugerlicensaftale og forretningsbetingelser for Comparo A/S og Comparo Forsikringsagentur ApS’ kunder

Indledning

Denne licensaftale og forretningsbetingelser gælder for alle Brugere og kunder hos Comparo A/S og datterselskabet, Comparo Forsikringsagentur ApS, både ved anvendelse af det af Comparo udviklede it-baserede værktøj til sammenligning af forsikringsprodukter og andre finansielle produkter, Comparo DK (herefter ”Værktøjet”), og i det øvrige samarbejde med Comparo A/S og/eller Comparo Forsikringsagentur ApS om formidling af forsikringsydelser og andre ydelser.
Comparo A/S og Comparo Forsikringsagentur ApS er herefter under et angivet som ”Comparo”.

Det af Comparo A/S og Comparo Forsikringsagentur ApS benyttede it-baserede værktøj til sammenligning af forsikringsprodukter og andre finansielle produkter m.v. er herefter angivet som ”Værktøjet”.

Comparo A/S’ og Comparo Forsikringsagentur ApS’ kunder, uanset om disse er erhvervsvirksomheder eller private personer, er herefter anført som ”Brugerne”.
Ved at logge ind på Værktøjet og benytte dette har Brugerne samtidig accepteret betingelserne i nærværende licensaftale og forretningsbetingelser som værende grundlaget for Brugernes benyttelse af Værktøjet og som værende en del af det aftalemæssige grundlag for samarbejdet mellem Brugerne på den ene side og Comparo på den anden side.

Comparo oppebærer honorar fra forsikringsselskaber og pengeinstitutter for formidling af ydelser til Brugerne. Nærmere oplysninger herom fremgår af Comparos hjemmeside.

1. Comparos ejerskab til Værktøjet

Comparo ejer Værktøjet og har ophavsret til den it-programmering, der understøtter Værktøjet.
Brugeren har en ikke-eksklusiv ret til at benytte Værktøjet til de med Comparo aftalte formål. Denne ret består, så længe der består et aftaleforhold mellem Brugeren og Comparo, herunder så længe Brugeren har logget sig på Værktøjet og har godkendt denne licensaftale og forretningsbetingelser.
Brugeren må ikke kopiere Værktøjet, og Brugeren må ikke selv benytte Værktøjet til andre formål end de af Comparo beskrevne.

2. Betingelser for Brugernes adgang

  • Brugeren skal være fyldt 18 år eller være en virksomhed registreret i CVR-registeret eller tilsvarende udenlandsk registreret virksomhed.
  • Brugeren skal være personer eller virksomheder, og hverken maskiner eller automatiske services kan anvende Værktøjet.
  • Hver Bruger må kun have én konto. Har en Bruger mere end én konto, forbeholder Comparo sig ret til uden forudgående varsel at slette kontiene.
  • Brugeren kan alene anvende Værktøjet ved at anvende Comparos software og hjemmeside.
  • Brugeren skal have internetadgang og en e-mail adresse for at kunne modtage fordelene af benyttelse af værktøjet.
  • Comparo indestår ikke for rigtigheden af de oplysninger, som Comparos samarbejdspartnere leverer til brug for Værktøjet.
  • Comparo udvikler og opdaterer Værktøjet med jævne mellemrum. Comparo modtager gerne forslag til forbedringer og opgraderinger af Værktøjet fra Brugerne. Comparo forpligter sig ikke til at foretage sådanne opdateringer og indarbejde sådanne forbedringer men for det tilfælde, at Comparo måtte foretage sådanne opdateringer og indarbejde sådanne forbedringer, tilhører disse Comparo og ikke Brugeren.

Comparo søger altid at sikre, at Værktøjet har en høj oppetid (målet er en oppetid på 99,8%), men Comparo er ikke overfor Brugerne ansvarlig for oppetid for Værktøjet.

3. Systemkrav

Comparo offentliggør løbende på selskabets hjemmeside comparo.dk de krav til Brugernes systemer, der er nødvendige for at understøtte Værktøjet.
Comparo forbeholder sig løbende at ændre de sikkerhedsrelaterede krav til Brugernes login og anvendelse af Værktøjet.

4. Licensperiode

Den ikke-eksklusive licens til Værktøjet er gældende, så længe Comparo giver Brugeren adgang til Værktøjet. Licensaftale og forretningsbetingelser er i øvrigt gældende for forholdet mellem Comparo og Brugeren, så længe samarbejdet består, idet bestemmelserne i punkterne 1, 4, 5, 7 og 10 fortsat er gældende efter ophør af samarbejdet.

Medmindre andet udtrykkeligt er aftalt i skriftlig aftale mellem parterne, kan Comparo til enhver tid opsige samarbejdet med Brugeren og dermed licensen med 14 dages varsel, såfremt ændringer i Comparos virksomhed eller ændringer i Værktøjet i øvrigt gør dette relevant for Comparo.
Comparo kan endvidere nægte en Bruger adgang til dele af Værktøjet eller til at benytte hele Værktøjet, såfremt særlige forhold hos Brugeren gør dette relevant for Comparo.

Såfremt Comparo ophører med at udbyde de tjenester, som Værktøjet understøtter, ophører licensen uden varsel. Brugeren kan til enhver tid opsige denne licensaftale og de almindelige betingelser skriftligt overfor Comparo ligeledes med 14 dages varsel.

I tilfælde af ophør af licensen uanset årsag er Comparo fortsat berettiget til at benytte Brugerens oplysninger i anonymiseret form til statistiske, beregningsmæssige og rådgivningsmæssige formål, ligesom Comparo fortsat er berettiget til at benytte generelle oplysninger ligeledes i anonymiseret form om policebetingelser m.v., som Comparo har modtaget i relation til Brugerens forhold.

5. Persondatabeskyttelse

Bruger er dataansvarlig for den information, som Bruger selv lægger ind i Værktøjet, og som videregives via Værktøjet.
Comparo er databehandler for så vidt angår sådanne informationer, som Bruger som dataansvarlig lægger ind i Værktøjet, og som Comparo videregiver til samarbejdspartnere samt sådanne informationer, som Comparo modtager retur fra samarbejdspartnere i relation til Bruger og eventuelt videresender til Bruger.
For så vidt angår Comparos arbejde som databehandler henvises til standarddatabehandleraftale for Comparo, således som denne til enhver tid er anført på selskabets hjemmeside. Denne standarddatabehandleraftale gælder for alle transaktioner under denne licensaftale, og standarddatabehandleraftalen udgør således en del af denne licensaftale og disse forretningsbetingelser.

Som det fremgår af standarddatabehandleraftalen, overholder Comparo alle sædvanlige sikkerhedskrav og lovgivningskrav til behandling og videregivelse af persondata relateret til Bruger og Brugers medarbejdere m.v.

Comparo videreformidler de informationer, som Bruger lægger i Værktøjet, til Comparos samarbejdspart-nere, som er forsikringsselskaber, forsikringsmæglere og forsikringsagenter samt banker og finansieringsselskaber. Der henvises til Comparos hjemmeside comparo.dk, hvoraf der til enhver tid fremgår en liste over Comparos samarbejdspartnere, til hvilke informationerne videreformidles.

Comparo forbeholder sig ret til løbende at foretage ændringer i listen af samarbejdspartnere, til hvem Brugers informationer videregives via behandling i Værktøjet.

Brugeren godkender og giver hermed udtrykkeligt samtykke til, at sådan videregivelse finder sted. Brugeren giver samtidig hermed udtrykkeligt samtykke til, at Comparos samarbejdspartnere kan formidle tilbud, oplæg, betingelser m.v. til Brugeren via Comparo som databehandler på Brugerens vegne.
Brugeren giver særligt og udtrykkeligt Comparo samtykke til hos forsikringsselskaber, forsikringsmæglere og forsikringsagenter at indhente kopi af Brugerens forsikringspolicer og forsikringsbetingelser med sådan-ne samarbejdspartnere samt til at benytte sådanne forsikringspolicer og forsikringsbetingelser i anonymiseret form til statistiske formål samt til generel rådgivning af Comparos kunder og mulige kunder.

Comparos samarbejdspartnere vil kun henvende direkte sig til en Bruger, såfremt Brugeren udtrykkeligt har anmodet om dette.

Comparo kan henvende sig til en Bruger med andre tilbud og muligheder for tegning af forsikringer, finansieringstilbud m.v. på grundlag af de oplysninger om Brugeren, som Brugeren har lagt ind i Værktøjet, eller på grundlag af de oplysninger som Comparo har modtaget fra samarbejdspartnere vedrørende Brugerens forhold indtil det tidspunkt, hvor Brugeren måtte opsige samarbejdet og licensen og anmode Comparo om at slette disse data.

Efter samarbejdets ophør og efter anmodning om sletning af Brugerens data er Comparo fortsat berettiget til at opbevare og benytte data vedrørende Brugeren i anonymiseret stand til brug for statistiske formål, produktudvikling og generel, ikke-personhenførbar rådgivning.

Comparo er på tilsvarende vis berettiget til at benytte oplysninger om forsikringspolicer, forsikringsbetingelser m.v. for Brugeren ligeledes i fuldt anonymiseret form.

Comparos persondatapolitik, herunder oplysninger om Comparos anvendelse af registrerede oplysninger, Brugernes mulighed for at få indsigt i disse oplysninger og Brugernes mulighed for at anmode om at få rettet og/eller slettet oplysninger fremgår af Comparos hjemmeside, comparo.dk.

6. Ansvar

Værktøjet har alene en vejledende funktion, der har til formål at skabe eller understøtte kontakt mellem Brugeren og en leverandør af forsikringer eller af finansielle ydelser.

Det er således forsikringsselskabet eller pengeinstituttet, der overfor Brugeren er ansvarlig for det leverede produkt. Comparo påtager sig intet ansvar for fejlagtige oplysninger formidlet mellem Bruger og et forsikringsselskab, en forsikringsmægler, en forsikringsagent eller et pengeinstitut eller anden finansiel rådgiver ved benyttelse af Værktøjet, ligesom Comparo ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle mangler ved de produkter, som formidles til Brugeren ved anvendelse af Værktøjet.

7. Begrænsning i erstatning

Et eventuelt erstatningsansvar for Comparo for fejl i Værktøjet eller fejl i de oplysninger, der formidles vedrørende Værktøjet og under samarbejdet i øvrigt, er under alle omstændigheder begrænset til et beløb, der svarer til det honorar, som Comparo oppebærer fra forsikringsselskaber og pengeinstitutter på grundlag af kontakt formidlet fra den konkrete Bruger af Værktøjet til det pågældende forsikringsselskab og/eller pengeinstitut.
Udover den beløbsmæssige begrænsning af et eventuelt ansvar for Comparo, omfatter Comparos ansvar heller ikke følgeskader, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image m.v. eller andre former for indirekte tab.

8. Copyrightbestemmelse

Comparo har udover ejerskab til Værktøjet og ophavsret til programmeringen bag Værktøjet også copyright/varemærkeretlig beskyttelse af betegnelserne comparo og comparo.dk.

9. Generelle bestemmelser

Comparo bekræfter alle aftaler med en Bruger om formidling af forsikringsydelser, finansielle ydelser og andre ydelser skriftligt, ligesom Comparo bekræfter alle ændringer i allerede indgåede aftaler med en Bruger skriftligt.

Mundtlige aftaler eller andre aftaler, der ikke er bekræftet skriftligt af Comparo, er således ikke gældende for aftaleforholdet mellem parterne.

Comparo er berettiget til at overdrage samtlige deres rettigheder til Værktøjet og til de af Brugers data, der er registreret via Værktøjet og sammen med en sådan overdragelse også data leveret af Bruger via Værktøjet til tredjemand.

10. Tvister

Eventuelle uoverensstemmelser mellem Brugeren og Comparo afgøres efter dansk ret. Tvister afgøres som udgangspunkt ved Københavns Byret, idet Comparo dog altid kan vælge i stedet at sagsøge Brugeren, der hvor Brugeren er hjemmehørende (Brugerens hjemting).